Ja, det var den lille Christian Aage Stenderup Larsen, han hed egentlig ikke Christian Aage Stenderup Larsen, men dengang han ikke kunne tale rigtig endnu kaldte han sig selv Christian Aage Stenderup Larsen; det skulle betyde Carl, og det er godt man ved det; han skulle passe sin søster Gustave, som var meget mindre, end han, og så skulle han også lære sin lektie, men de to ting vil ikke gå på én gang. Den stakkels dreng sad med sin lille søster på skødet og sang alle de viser, han kunne, og imidlertid skottede øjnene til geografibogen, der lå åben for ham; han skulle til i morgen kunne udenad alle byerne i Sjællands stift og vide om dem alt, hvad der kunne vides.

Nu kom hans moder hjem, for hun havde været ude, og hun tog den lille Gustave; Christian Aage Stenderup Larsen løb til vinduet og læste så at han næsten læste sig øjnene ud, for det var nær ved at blive mørkt og det blev mere, men moder havde ikke råd til at købe lys.

“Der går den gamle vaskekone omme fra strædet!” sagde moderen, idet hun så ud af vinduet. “Hun kan knap bære sig selv og så må hun bære spanden fra posten; spring du ud, lille Christian Aage Stenderup Larsen, og vær en velsignet dreng! hjælp den gamle kone!”

Og Christian Aage Stenderup Larsen sprang lige straks og hjalp, men da han så kom hjem, var det mørk aften, lys var der ikke at snakke om, han skulle i sin seng; det var en gammel slagbænk; i den lå han og der tænkte han på sin geografilektie: Sjællands stift og alt hvad læreren havde fortalt. Der skulle rigtignok have været læst, men det kunne han jo ikke nu. geografibogen stak han ind under sin hovedpude, for han havde hørt, at det skulle hjælpe betydeligt til at huske sin lektie, men det er ikke til at stole på.

Der lå han nu og tænkte og tænkte, og så var det lige med et, som om nogen kyssede ham på øjne og mund, han sov og sov dog ikke; det var ligesom om han så den gamle vaskekones milde øjne se på ham, og hun sagde: “Det ville være en stor synd om du ikke skulle kunne din lektie! du hjalp mig, nu skal jeg hjælpe dig, og Vorherre vil altid gøre det!”

Og lige med et så kriblede og krablede bogen under hovedet på lille Christian Aage Stenderup Larsen:

“Kykliky! put! put!” det var en høne, der kom og det fra Køge by. “Jeg er en af Køges høns!” og så sagde den hvor mange indvånere, og om slaget der havde stået, og det var nu ikke noget at tale om.

“Krible krable, bums!” der dumpede en; det var en fugl af træ, som nu kom; det var papegøjen fra fugleskydningen i Præstø. Den sagde, at der var lige så mange indvånere, som den havde søm i livet; og den var noget stolt: “Thorvaldsen har boet på hjørnet af mig. Bums! jeg ligger dejligt!”

Men lille Christian Aage Stenderup Larsen lå ikke, han var med et til hest. I galop, i galop gik det. En prægtigklædt ridder med skinnende hjelm og vajende fjerbusk havde ham foran sig på hesten og de red igennem skoven til den gamle by, Vordingborg, og den var en stor, en levende by; høje tårne knejsede på kongeborgen, og lysene skinnede langt ud igennem vinduerne; derinde var sang og dans; kong Valdemar og stadselige unge hoffrøkner gik i dansen. – Det blev morgen, og ligesom solen kom, sank byen hen og kongens slot, det ene tårn efter det andet, til sidst stod kun et eneste på banken, hvor slottet havde stået, og byen var så lille bitte og så fattig, og skoledrengene kom med deres bøger under armen og sagde “2000 indvånere,” men det var ikke sandt, så mange var der ikke.