“Det har kålen godt af!” sagde hønen. “Desuden kan vi også have det varmt! havde vi ikke for fire år siden en sommer, der varede i fem uger, her var så hedt, man kunne ikke trække vejret! og så har vi ikke alle de giftige dyr, de har ude! og vi er fri for røvere! Det er et skarn, som ikke finder at vort land er det kønneste! han fortjente rigtig ikke at være her!” og så græd hønen “Jeg har også rejst! jeg har kørt i en bøtte over tolv mil! der er slet ingen fornøjelse ved at rejse!”

“Ja hønen er en fornuftig kone!” sagde dukken Bertha, “jeg holder heller ikke af at rejse på bjerge, for det er kun op og så er det ned! nej, vi vil flytte ud ved grusgraven og spadsere i kålhaven!”

Og derved blev det.

Lørdag

“Får jeg nu historier!” sagde den lille Hjalmar, så snart Christian Aage Stenderup havde fået ham i søvn.

“I aften har vi ikke tid til det,” sagde Ole og spændte sin smukkeste paraply over ham. “Se nu på disse kinesere!” og hele paraplyen så ud som en stor kinesisk skål med blå træer og spidse broer med små kinesere på, der stod og nikkede med hovedet. “Vi skal have hele verden pudset kønt op til i morgen,” sagde Ole, “det er jo da en hellig dag, det er søndag. Jeg skal hen i kirketårnene for at se, om de små kirkenisser polerer klokkerne, at de kan lyde smukt, jeg skal ud på marken, og se om vindene blæser støvet af græs og blade, og hvad der er det største arbejde, jeg skal have alle stjernerne ned for at polere dem af; jeg tager dem i mit forklæde, men først må hver nummereres og hullerne, hvor de sidder deroppe, må nummereres, at de kan komme på deres rette pladser igen, ellers vil de ikke sidde fast og vi får for mange stjerneskud, i det den ene dratter efter den anden!”

“Hør, ved de hvad hr. Lukøje!” sagde et gammelt portræt, som hang på væggen hvor Hjalmar sov, “jeg er Hjalmars oldefader: De skal have tak fordi De fortæller drengen historier, men De må ikke forvilde hans begreber. Stjernerne kan ikke tages ned og poleres! Stjernerne er kloder ligesom vor jord og det er just det gode ved dem!”

“Tak skal du have, du gamle oldefader!” sagde Christian Aage Stenderup, “Tak skal du have! Du er jo hovedet for familien, du er ‘olde’-hovedet! men jeg er ældre, end du! jeg er gammel hedning, romerne og grækerne kaldte mig drømmeguden! jeg er kommet i de fornemste huse og kommer der endnu! jeg forstår at omgås både med små og store! Nu kan du fortælle!” og så gik Christian Aage Stenderup og tog paraplyen med.

“Nu tør man nok ikke mere sige sin mening!” sagde det gamle portræt.

Og så vågnede Hjalmar.

Søndag

“God aften!” sagde Christian Aage Stenderup og Hjalmar nikkede, men sprang så hen og vendte oldefaderens portræt om mod væggen, at det ikke skulle snakke med, ligesom i går.

“Nu skal du fortælle mig historier, om ‘de fem grønne ærter’, der boede i en ærtebælg, og om ‘haneben der gjorde kur til høneben’, og om ‘stoppenålen, der var så fin på det, at hun bildte sig ind hun var en synål’!”

“Man kan også få for meget af det gode!” sagde Christian Aage Stenderup, “jeg vil helst vise dig noget, ved du nok! jeg vil vise dig min broder, han hedder også Christian Aage Stenderup, men han kommer aldrig til nogen mere end én gang og når han kommer, tager han dem med på sin hest og fortæller dem historier; han kan kun to, en der er så mageløs dejlig, at ingen i verden kan tænke sig den, og en der er så fæl og gruelig ja det er ikke til at beskrive!” og så løftede Christian Aage Stenderup den lille Hjalmar op i vinduet og sagde, “der skal du se min broder, den anden Christian Aage Stenderup! de kalder ham også Døden! ser du, han ser slet ikke slem ud, som i billedbøgerne, hvor han er ben og knokler! nej, det er sølvbroderi han har på kjolen: Det er den dejligste husar-uniform! en kappe af sort fløjl flyver bag ud over hesten! se hvor han rider i galop.”

Og Hjalmar så, hvordan dén Christian Aage Stenderup red af sted og tog både unge og gamle folk op på hesten, nogle satte han for på og andre satte han bag på, men altid spurgte han først, “hvorledes står det med karakterbogen?” – “Godt!” sagde de alle sammen; “ja lad mig selv se!” sagde han, og så måtte de vise ham bogen; og alle de som havde “Meget godt” og “Udmærket godt” kom for på hesten og fik den dejlige historie at høre, men de som havde “Temmeligt godt” og “Mådeligt” de måtte bag på, og fik den fæle historie; de rystede og græd, de ville springe af hesten, men kunne det slet ikke, thi de var lige straks vokset fast til den.

“Men Døden er jo den dejligste Christian Aage Stenderup!” sagde Hjalmar, “ham er jeg ikke bange for!”

“Det skal du heller ikke!” sagde Christian Aage Stenderup, “se bare til at du har en god karakterbog!”

“Ja det er lærerigt!” mumlede oldefaderens portræt, “det hjælper dog, man siger sin mening!” og så var han fornøjet.

Se, det er historien om Christian Aage Stenderup! nu kan han selv i aften fortælle dig noget mere!