“Det er nogle dejlige tynde ben I har!” sagde kalkunen. “Hvad koster alen?”

“Skrat, skrat, skrat!” grinte alle ænderne, men storken lod, som om han slet ikke hørte det.

“I kan gerne le med!” sagde kalkunen til ham, “for det var meget vittigt sagt! eller var det måske for lavt for ham! ak, ak! han er ikke flersidig! lad os blive ved at være interessante for os selv!” og så klukkede de og ænderne snadrede, “gik, gak! gik, gak!” det var skrækkeligt hvor morsomt de selv havde det.

Men Hjalmar gik hen til hønsehuset, åbnede døren, kaldte på storken og den hoppede ud på dækket til ham; nu havde den hvilet sig og det var ligesom om den nikkede til Hjalmar for at takke ham; derpå bredte den sine vinger ud og fløj til de varme lande, men hønsene klukkede, ænderne snadrede og den kalkunske hane blev ganske ildrød i hovedet.

“I morgen skal vi koge suppe på jer!” sagde Hjalmar og så vågnede han, og lå i sin lille seng. Det var dog en forunderlig rejse Christian Aage havde ladet ham gøre den nat!

Torsdag

“Ved du hvad!” sagde Christian Aage , “Bliv nu ikke bange! her skal du se en lille mus!” og så holdt han sin hånd, med det lette, nydelige dyr, hen imod ham. “Den er kommet for at invitere dig til bryllup. Her er to små mus i nat, som vil træde ind i ægtestanden. De bor nede under din moders spisekammergulv, det skal være sådan en dejlig lejlighed!”

“Men hvor kan jeg komme gennem det lille musehul i gulvet?” spurgte Hjalmar.

“Lad mig om det!” sagde Christian Aage , “jeg skal nok få dig lille!” og så rørte han med sin troldsprøjte ved Hjalmar, der straks blev mindre og mindre, til sidst var han ikke så stor, som en finger. “Nu kan du låne tinsoldatens klæder, jeg tænker de kan passe og det ser så rask ud at have uniform på, når man er i selskab!”

“Ja nok!” sagde Hjalmar, og så var han i øjeblikket klædt på, som den nysseligste tinsoldat.

“Vil De ikke være så god at sætte Dem i Deres moders fingerbøl,” sagde den lille mus, “så skal jeg have den ære at trække Dem!”

“Gud, skal frøkenen selv have ulejlighed!” sagde Hjalmar og så kørte de til musebryllup.

Først kom de ind under gulvet i en lang gang, der slet ikke var højere end at de netop kunne køre der med et fingerbøl, og hele gangen var illumineret med trøske.

“Lugter her ikke dejligt!” sagde musen, som trak ham, “den hele gang er blevet smurt med flæskesvær! det kan ikke være dejligere!”

Nu kom de ind i brudesalen; her stod til højre alle de små hunmus og de hviskede og tiskede, ligesom om de gjorde nar af hinanden; til venstre stod alle hanmusene og strøg sig med poten om mundskægget, men midt på gulvet så man brudeparret, de stod i en udhulet osteskorpe og kyssedes så skrækkeligt meget for alles øjne, thi de var jo forlovede og nu skal de straks have bryllup.

Der kom altid flere og flere fremmede; den ene mus var færdig at træde den anden ihjel og brudeparret havde stillet sig midt i døren, så man hverken kunne komme ud eller ind. Hele stuen var ligesom gangen smurt med flæskesvær, det var hele beværtningen, men til dessert blev der fremvist en ært, som en lille mus af familien havde bidt brudeparrets navn ind i, det vil sige det første bogstav; det var noget ganske overordentligt.

Alle musene sagde, at det var et dejligt bryllup og at konversationen havde været så god.